Asfalt er et vigtigt element i vores infrastruktur, og det er et materiale, der bruges i hele verden. Men det er langt fra alle, der ved at asfalt har været brugt i årtusinder, blandt andet fordi det er naturligt forekommende.

Asfaltens naturlige forekomster

Det er vigtigt at forstå, at den asfalt, der ligger på vores veje, er et blandingsprodukt. Asfalten er den sorte del af belægningen, og den blandes hovedsageligt op med småsten. Når vi fremadrettet snakker om den naturlige asfalt, er det altså ikke belægningen på vejene, vi mener, men en del af denne – den sorte del, der binder belægningen sammen.

Asfalt som vi kender det og bruger til at lave vej- og tagbelægning er naturligt forekommende, tro det eller ej. Asfaltens består primært at materialet bitumen. Bitumenen består af en række forskellige dele, hvor den grundlæggende del er højmolekylære kulbrinter, kaldet asfaltener. Bitumen består foruden asfaltener af olier og harpikslignende materialer, men det er asfaltenerne, der giver bitumenen den karakteristiske, sorte farve.

Når man forstår asfalten som materiale, kan man nok bedre forstå, hvor den kommer fra. Asfalt stammer fra råolie, der som bekendt ligger i vores undergrund. Med andre ord er det et naturmateriale. Visse steder i verden er der naturlige forekomster af asfalt, hvor råolie er trængt op til overfladen, og de lettere dele er fordampet. Det efterlader asfaltaflejringer, også kaldet søer, rundt omkring i verden. Af de største og mest kendte kan nævnes The Pitch Lake i Trinidad og Tobago og Lake Bermudez i Venezuela.

Asfaltarbejde gennem historien

Fordi asfalt er naturligt forekommende, er det ikke så mærkeligt, at det har været brugt i flere tusinde år. Der er set eksempler på, at asfalt, ligesom tjære, er blevet brugt til at tætne vandbeholdere. Det kunne være stråkurve, der blev smurt med asfalt for at holde vand, eller det kunne være som tætninger i både. I det gamle mellemøsten har man også fundet eksempler på, at asfalt blev brugt til mørtel mellem sten til konstruktioner. Asfalt nævnes også i bibelen, hvor det blandt andet nævnes i forbindelse med opførelsen af Babelstårnet.

Asfalt er gennem tiden blevet brugt til både at gøre ting vandtætte og som belægning på veje. Tjære har en lignende historie. Asfalt blev for alvor udbredt som vejbelægning i Europa omkring 1830. Under den franske revolution begyndte man at lægge fortove og veje af asfalt, og det blev stadig i vid udstrækning brugt til at tætne vandbeholdere og sågar kloakker. I USA begyndte man at asfaltere veje omkring 1870, men det har ligeledes været brugt til tætning tidligere.

Asfaltering i dag

Omkring 1970’erne gik man fra bygas til naturgas, og det betød, at der ikke længere blev produceret så meget tjære som et biprodukt. Derfra brugte man i højere grad asfalt til belægning, hvor både tjære og asfalt tidligere var brugt. Asfaltfirmaer arbejder i dag primært med vejbelægning, men arbejder også med tagbelægning i form af tagpap. Det kan de, fordi asfalt størkner, når det nedkøles, men opvarmes det, bliver det omformeligt og tyktflydende. Derfor kan man smelte tagpapplader sammen, ligesom man kan lægge flere lag asfalt oven på hinanden.

Den mest udbredte form for asfalt til vejbelægning er det, man i branchen vil kalde betonasfalt. Betonasfalten består af omkring 5 % bindemiddel (bitumen) og 95 % fyldemiddel, typisk småsten og sand. Betonasfalt er yderst slidstærkt og vandtæt, og man kan ændre koncentrationen af småsten og asfalt, alt efter hvad asfalten skal bruges til.